UNGDOMSAFDELINGEN

 

Gennem flere år har der været et ønske om at etablere et ungdomsarbejde i bådelauget, således at børn og unge – fortrinsvis på Tuse Næs – kunne tilbydes sejlsport i lighed med de øvrige idrætstilbud på Næsset.

 

Ønsket gik i opfyldelse med købet af 2 606-joller i foråret og med igangsætningen af sejlundervisning fra midten af august 2007.

Valget af kølbåde - frem for fx Optimistjoller - er gjort ud fra den betragtning, at sejlads er et teamarbejde, som bedst opnås gennem øvelse i – teamarbejde!

Hertil kommer naturligvis sikkerheden, som tilgodeses ved at instruktøren er lige ved pinden så at sige!

 

Til en start ønskede ungdomsudvalget kun at optage 8 -10 elever i 11/12 års  alderen, og det blev opnået i en fart!

Med 3-4 børn i hver båd - foruden instruktøren - har bådelaugets to både sejlet Holbæk Fjord tynd i efterårssæsonen  fulgt af stor forældreopmærksom og interesse.

 

I løbet af vinteren afholdes sejleraftener for børn og forældre, inden instruktører og elever går i gang med at forårsklargøre bådene i april.

I løbet af de kommende vintermåneder optimeres bådene, så de er indrettet helt ens, når undervisningen genoptages.

 

Undervisningen varetages frivillige medlemmer i bådelauget, som mødes med eleverne hver tirsdag eftermiddag og sejler ud, når vejret tillader det. Blandt instruktørerne er også forældre, som besidder stor sejlererfaring.

På længere sigt er det tanken, at eleverne skal have mulighed for at gå til prøver, som gør dem kvalificeret til at modtage Dansk Sejlunions forskellige diplomgrader i sejlads.

 

Hvis interessen viser sig tilstrækkelig stor til at flere hold kan oprettes, vil ungdomsudvalget vurdere muligheden for at hverve flere instruktører til andre af ugens dage.

Bådelauget har besluttet, at selv om sejlsport kan være en bekostelig idræt at deltage i, betaler eleverne ikke mere i kontingent end det koster at spille fx fodbold i den lokale fodboldklub.